Det tager altid en lille evig og nogle uger ekstra, før en nulstilling
efter et forlist forhold er gennemført. Jeg kender kvinder og mænd der
aldrig lever livet alene, men blot fortsætter forhold efter forhold med
nye ansigter, navne og forhistorier. Nogle gange tvivler jeg på hvem de
reelt er, eller ville have været, hvis de stoppede op og fandt frem til
kernen. Uanset hvad, så har jeg nu genfundet mig selv. Tankerne flyder
frier og værdierne virker igen klare.
“Du er kun een af de mange jeg traf i lygternes skær så jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg fik dig så kær. Når lygterne tændes på gade og vej så går jeg alene og tænker på dig Vi mødtes tilfældigt i lygternes skin og du fulgte med mig jeg lukked’ dig ind Varmt lysene brændte da du kom herhen, De var ikke tændte da du gik fra mig igen.. Når lygterne tændes på gade og vej så går jeg alene og tænker på dig.”
— Meincke, C.V.Jeg forsvinder selvfølgelig aldrig helt, men overfladens ligegyldighed
er altid et udslag af personlighedskalibrering. Mennesket bag disse ord
har således fuldendt endnu en cirkel og står igen ved feltet start.
Ældre, fattigere og måske klogere end før. Stadig søgende, nysgerrig og
frihedselskende. Stadig sikker på mig selv og villig til at anfægte
normerne. Men dog mildere, venligere og mere tålmodighed end sidste
gang.
Jeg har ikke noget behov for at vinde, skal ikke være et specifikt sted i
livet og orker ikke variationer af den ægte vare. Hvis det ikke føles
dragende, opslugende eller berusende er det mig lige meget. For
puslespilsbrikkerne må ikke afsløre andet end et smukt billede, før
brikkerne lægges og verden deles. Jeg gider ikke at kede mig i stereo,
eller spilde vågne timer på forudsigelige magtkampe af den ligegyldige
slags.
Du findes ganske givet og vi har allerede mødt hinanden et hav af gange.
Nogle gange har timing været perfekt, men omstændighederne forkerte.
Andre gange omvendt. Til tider har jeg vundet dit hjerte og mistet mit
eget. Nogle gange snydt mig selv eller narret dig. For det meste fundet
et stykke af ensomheden og kikket i afgrunden. Enkelte gange hevet dig
op fra samme og endnu sjældnere levet i berusende lykke. Det har dog
altid været kampene, tiden og ordene værd. Nogle gange for os begge og
andre gange blot for mig.
Jeg har således ikke mistet troet på den eneste ene eller jagten på
samme. Men det er muligt, at jeg er den der har misforstået pointen
med livet, og tosomhed altid er svaret. Jeg orker bare ikke at
gennemtvinge endnu en reform af min livsfilosofi. En konsekvens ved
fremskreden alder er bl.a. stædighed. Jeg mener således fortsat der må
være plads til to hele mennesker i én forening. Uden hverken
den ene eller den anden drukner i opgivet drømme, og uforløste
ambitioner. Hvorledes dét falder på plads har jeg dog ingen praktisk
erfaring med. Måske det kun kan fungerer i momenter, og hvis man er
lykkelig for en stund, er det måske tiden og besværet værd?
.jpg)
