Sometimes I wake up in a different bedroom

Lydtæppet virker ens, uanset hvilken sydlandsk flække vi indtager. Alle byerne har åbenbart den samme klæbende hede, og gullige belægninger på tjenernes tænder. Du smiler kun når komplimenterne flyder og promillerne stiger. Mønsteret imellem os virker fastlagt, fasttømret og forudbestemt. Selvom ingen af os er religiøse, så oser det hele af fortidige ritualer.  

Samtalerne glider i starten ubesværet med usagte ord, sårende spydigheder og bevidste misforståelser. Siden udveksles der mest lyde og blikke. Indtil selv stilhed føles som knugende anklage. Jeg føler mig fanget, fanget i en anden mands drøm, med hjertet fuld af længsel efter alt andet end det vi er. Tankerne skifter fra det destruktive over det ufrugtbare, til det selvmedlidende. Cirklen afbrydes kun af de uundgåelige, ligegyldige og trættende sammenstød. Hvordan og hvorfor overskygges kun af hvornår.

Jeg gider ikke mere, jeg orker det simpelthen ikke, og til sidst rejser jeg bare op og går. Det er hverken galant, gennemtænkt eller perfekt, men det fungerer. Både i øjeblikket, og som katalysator for ordene vi aldrig finder på egen hånd. Jeg forlader hende, bordet og restauranten. I den rækkefølge. Jeg betaler regningen før et sidste stjålent blik kastes efter hende. Hvorpå jeg drejer rundt og vader ud i den ukendte storby, hvor fulde turister, trætte lokale og alverdens plattenslager har overtaget de velkendte seværdigheder. Solen har for længst forladt himlen, men varmen sidder fast i byens brolægning og føles underlig kvælende.

Muskler, fødder og hjerte er ømme da jeg endelig indtager en offentlig bænk, ud til en af de utallige pladser hvis midte er proppet med fortidige berømtheder i sten. Sværme af små spurve springer fra det ene palmetræ til det andet, alt imens Taxaer sløvt kører forbi mig i håbet om lette penge, efterfulgt af tiggere og prostituerede med samme plan. Men jeg sidder der bare, helt tavs og afvisende. Fuld af for mange cocktails, espressoshots og underlige flade mineralvand fra plastflasker. Det lyder måske underligt, men i det øjeblik var jeg lykkelig, lettet og fortrøstningsfuld. Selvfølgelig var jeg langt væk fra alt velkendt og bekendt. Uden en plan, sted at sove eller penge på lommen. Men jeg var også fri, fuldstændig fri, endelig fri, fri for alting…..

Når sommeren rammer og sveden klæber trøjen til kroppen, så husker jeg altid et virvar af rejser, men når varmen forbliver og nætterne bliver tropiske så husker jeg kun denne rejse. Detaljerne er selvfølgelig forvasket, rækkefølgen en smule uklar og skyldfølelsen sikkert dobbelt. Men hjertet genkalder sig altid ubesværet minderne og fremtvinger derpå løfter fra resten af kroppen. Enten skal forhold reddes, forlades eller aldrig indgås. Aldrig skal kompromiser fremtvinges for tosomhedens skyld, men kun for kærlighedens skyld.  Med alderen er der et utal af ting som burde være sværere end da man var ung, men alligevel forundres jeg mest over det der læres. Der er ingen grund til at kaste tid, ord og kys efter forkerte valg. Intet formål ved fastholdelse, når lykke er målet. Alt har en begyndelse, midte og slutning. Med lidt øvelse kan enhver gennemskue hvilken fase de befinder sig i.