Barndommens sjældne besøg har ikke formet andet end nostalgiske
forventninger til købstaden med bryggeriet der bar mit navn. Gaderne er
mig endnu ukendte, midtbyen kun svagt bekendt og turistattraktioner er
alle steder jeg har kastet med sparepengene. Nu er byen mit hjem, og
regionen hvorfra min verden udspringer. Det føles på ingen måder
ubehageligt og jeg er uendelig glad for min lejlighed i centrum af
Randers. Hvor jeg måske nok er den tredje generation som bebor byen, men
samtidig den sidste i min familie som prøver det. Her blev de sidste
danske tog skabt, alt imens arbejderne blev nedbrudt i takt med
industrialisering ebbede ud. Her boede der storke i midtbyen, her solgt
man handsker, reb og Thor pilsner som var det noget særligt. I dag er
det en midtjysk storby hvis sats på oplevelsesøkonomi virker lovende,
men endnu kan gå galt. Det er dog hverken kopien af regnskoven, Elvis
Presleys fødehjem eller sagnet om Niels Ebbesen som har lokket mig til
byen.
Det er noget så banalt som familie. Ved at bosætte mig i min mors
barndomsby indflettes jeg pludselig i familiehistorien. Her bosatte mine
mormor og morfar sig efter krigen. Her blev familiens drømme krydset
med virkelighed og værdier indkapslet i rationelle valg. Jeg selv er
født i Aarhus, søskende studenter fra Paderup gymnasium, forældre bosat i
Vorup og det meste af familien begravet i Odder. Randers er byen jeg
selv besøgte hver eneste sommer og lillejuleaften i 80erne. Hvor der
både var store butikker, julebelysning og bybusser. Noget som ikke just
fyldte i det mørke Himmerland hvor min egen barndom blev levet.
Hvis der ikke er flere ord at sige, så er der ingen grund til at tage
samtalen. Noget der har taget mig mange år at lære, og samtidig en
erkendelse jeg ikke var klar til som ung. Hvilket jeg tit tænker over
når tid bruges med og på ungdom. For viden kan ikke altid deles henover
alderskløften. Nogle fejl skal vi således hver især begå for at kunne
udlede brugbar viden herfra. Det bedste jeg kan gøre, er at bekræfte
deres rigtige valg. Når de er truffet af dem selv. Selvfølgelig er det
fristende at blande sig mere eller forsøge at forme deres veje, men det
vil ikke tjene noget formål. Den eneste udfordring jeg ikke helt
håndterer så elegant, er de hormondrevet og flygtige forelskelser der
kastes min vej. Selvfølgelig er det smigrende, nogle gange endda
fristende, men som oftest blot en ungdommelig vildfarelse. For lige så
berusende det kan føles når de kaster deres energi efter mig, lige så
nedslående føles det at huske ens egen ungdom. Så selvom de talrige sene
telefonopkald, tilfældige og henkastede bemærkninger alle blot er
uskyldige forsøg på at fange min opmærksomhed, så minder de mig kun om
fortidens smilende ansigter, æggende samtaler og flygtige møder. Hvilket
både understreger aldersforskellen og gør det hele blot føles som
uskyldigt og ligegyldigt koketteri. Det er i hvert fald sådan jeg
betragter og behandler deres opmærksomhed. Hvilket sikkert kunne gøres
med mere empati, finesse eller elegance.
De forskellige emotionelle valg vi tager gennem livet, er sjældent andet
end retningsgivende beslutninger. Mennesker fra fortiden tumler således
både rundt i vores erindringer som genfærd, alt imens de lever i
paralle virkeligheder til vores egen. Nogle gange krydser vi spor med
disse genfærd og muligheden for at træffe andre valg byder sig til.
Nogle gange ved jeg bedre, andre gange blandes kortene på ny. Jeg tager
for første gang i 14 år til Lissabon denne sommer. Dels for at gense
byen, dels for at have ferie og så skal mennesker mødes. Nogle bor
ganske praktisk i byen, andre rejser der til på samme tid, enkelte har
meldt deres ankomst efter de har hørt om min rejse. Det hele har
potentiale til at blive lidt rodet, men jeg tænker, at det også bliver
givende at gå i stilhed gennem byen der åbnede min verden og formede mit
liv. Drikke espresso kaffe ved små ustabile borde, tale med gamle
mennesker om ingenting og undre mig over alle de hjemløse hunde. Dufte
madlavning og mærke solen brænde på min hud. Smage salten i luften og
undgå lommetyvene. Fare vild i den gamle bydel, høre Fado sange, drikke
grøn vin og bumle rundt i de gamle sporvogne. Noget vil ske i ensomhed,
andet alene, men det meste i selskab med mennesker som jeg har savnet,
savner eller havde glemt lever andre steder end i fortiden.
“Noget er på vej Ikke i rute men på vej Broerne brænder Vi drikker vin og danser tæt Bygger luftkasteller Lever og elsker Som mennesker Du er bekymringsløs Det er jeg vild med Elsker den måde du er dig på Bare jeg kendte dig”
.jpg)
