vender hjem, under frossen fuldmåne

Udlængslen var engang voldsom og klaustrofobien stor, når den jyske natur blev indtaget. Siden da har jeg væltet rundt i flere millionbyer, kikket ud af alverdens vinduer og kysset på nok kønne piger. Det er derfor ikke så overraskende, at jeg igen befinder mig tilpas i det østjyske. Regionen hvor man synes Aarhus er en storby, og det renskurede look dominerer. Hvor ordene sjældent fylder og pengene altid sidder fast i lommerne. Hvor min dialekt ikke accepteres som lokal, og mit verdenssyn ej heller anses for normalt.

Min lange hjemrejse er dog slut, og Jylland er igen mit hood. De faste rammer er velkendte og indholdet kontrolleret. Kulturen fylder og driften er stilsikker. Drømmene holdes realistiske, mens hverdagen glider forbi. Jeg fletter byerne, udtrykkene og oplevelserne sammen, som var det planlagt. Springer forbi letpåklædte fristelser og de nemme flyveture. Undlader ofte at sige de rigtige ord, og sier folk fra med sikker hånd. Da jeg aldrig finder rigdomme, berømmelse eller andet end oplagte forklaringer for enden af regnbuen, undrer det dig sikkert ikke, at jeg nyder, at vade rundt i den cirkelformede udgave på Aros. Med udsigt til et ukendt kulturkatalog der blot skal opdyrkes, indtages og fremvises. Hvor nye beværtninger, skjulte fortidslommer og oversete monumenter indfanges med samme opmærksomhed jeg ser teater og kvinden jeg har kær.

Det kunne sikkert ikke have været anderledes, og kender du mig, så forstår du sikkert min rejse. Jeg troede engang de mange svar, indsigter og delkonklusioner der blev indfanget, kun havde egoistiske formål, men da jeg aldrig mister balancen, overblikket eller fodfæstet, så virker det i dag oplagt, at andre skal have glæde af det arbejde. Jeg forsøger således at uddele meningsfulde pointer til alle de, der savner færdighederne jeg selv fandt for sent. Noget gives med kyshånd, lykønskninger og milde forhåbninger, mens andet, vækker minder om det modsatte. Mens jeg hos hende blot skaber plads, giver rum og finder tiden der er nødvendig for, at balancen kan fastholdes. Deler tankerne mine, stjæler hjerterum og nattesøvn uden den mindste anger, alt imens jeg viser hende hvilke farver verden får når lyset rammer prismen helt rigtig.

Selvfølgelig findes kanterne fortsat, foragten for det konforme og uigennemtænkte styrer mig gennem livets mange skær som var jeg en usynkelig redningsflåde. Jeg fremviser de røde tråde der binder min liv sammen, forklarer hvorfor penge aldrig rigtige fyldte og forsøger at give svar. Mine ambitioner peger sjældent mod et enkelt mål og udfordringer er ikke noget andre giver mig. Jeg sætter mine mål, finder min vej og holder fast på begge uden hjælp fra andre. Men jeg hjælper gerne andre, former muligheder de havde overset og styrker den platform de står på. Mine visioner afviger blot fra deres omend vi alle jager lykken, kærligheden og meningen med det hele.