We′re moving through time

Stamsteder skifter lokation, bemanding og betydning over tid. En december i Odense bliver til en rejse gennem egen ungdom og brudte løfter.

MINDER & TID

12/29/20255 min læsning

(C) Ver2

Stamsteder er noget vi alle har, genkender og værdsætter, upåagtet de aldrig er permanente, de skifter både fysiske lokationer, bemanding og betydning over tid. Tidligere velkendte destinationer bliver således til tidslommer fyldt med glemte drømme, stjålne kys og stiltiende ord. Steder hvor vi hver især lærte hinanden at kende, voksede op sammen, byttede argumenter og måske endda fandt meningen med det hele, ofte hen over en samling billige flaskeøl. Der hvor tiden stod stille i en håndfuld øjeblikke og magien opstod, uden vi helt vidste hvordan eller hvorfor. Mange af stederne fra mit studieliv findes fortsat i den fynske hovedstad Odense, og det er her jeg ikke blot støder på resterne af min egen ungdom, men også minderne om dig, om os, og alt det vi ville, og faktisk nåede. Samt de brudte løfter, af både den usagte og afgivet slags. Hvor jeg i dag som enhver anden tidsrejsende må erkende at retningen altid er fastlåst på fremad, uanset hvor nostalgisk jeg må føle mig, hvor meget jeg fortaber mig i fortidige valg, muligheder og samtaler.

(C) Ver2

You're opening a door
To a galaxy untamed
A place that I've forgotten
A place to hide hide to my pain
And your touch turns constellations
Into more than just a dream
Can you feel it?

— The Fire by Mattias Kolstrup

Det var på Fyn jeg første ramte avisspalter, kulturnetværk og sparkede døre ind der allerede stod åbne. Hvor ideer opstod af ingenting, og jeg aldrig helt brugte tid på de lokale. Her jeg fandt svarene ved internationale netværk, udlandsrejser og lærte at sige nej til kvinder. Hvilket kan være sværere end det lyder. Jeg har alle dage levet ret ubekymret og været forskånet problemstillinger af den trælse slags. Kender derfor hverken til afsavn, muligheder der gled mig af hænde eller held som ikke fulgte mig. Men det betyder ikke fejl helt blev undgået, eller pengenød ikke fandtes. Har brændt broer jeg har stået på, kastet mig fra andre uden at vide om der ville være vand som dæmpede faldet. Kæmpet mod lige dele papirtigre, vindmøller og magtfulde tumper. Studierne lærte mig argumentationer åbner døre, kulturlivet at muligheder skal gribes og virkeligheden at bekymringer intet løser. Liv kan og skal således blot leves, opleves og deles.

Der er elementer som jeg gerne havde ændret, fokus jeg kunne har stillet bedre, men som helhed var det en fornøjelse at vade rundt i rammerne om min ungdom, denne december. Nogle lokale lokationer har skiftet navne, nogle bygninger er raget ned, andre bygget om, sådan er det for alle som oplever liv leves over flere årtier. I 2025 har jeg lukket flere døre end normalt, og samtidig fundet balancen ikke ændres ved dette. Sværeste var at forlade et liv som anmelder, men gentagelserne stod i kø, både hos mig og udøverne, så det var tid til nye øjne kunne kaste deres kærlighed på mine kendte teaterscener, og jeg selv fylde dagene med andet end teater. Har krævet lidt mental bearbejdelse ikke bare at kaste mig over nye kunstformer, produktioner eller deslige. Tror dog jeg med held har fået lukket døren(e). Har dog hverken smækket dem, glemt nogle eller råbt op om det. Når noget er slut bør du altid give slip så elegant som muligt, uanset om det er en bustur, ægteskab, eller en arbejdsplads der forlades.

Jeg lever til tider i skyggerne af egne bedrifter, eller under byrden fra egne fejl, men som helhed lever jeg på egne præmisser. Uden andre krav end min egne, fri for kvælende traditioner, dumme formodninger og nedtrådte stier. Jeg rejser i rum og tid som enhver anden, men elsker følelsen af vægtløs opdagelsesrejsende. Det er hvad der driver mig indenfor, ned af trapperne, om bag facaderne og til arbejdespultene med opgaver. Bevidst om formene jeg ikke passer, relationer jeg ikke orker og roller som aldrig bliver mine, men forsøger at give plads, at springe forbi konflikter ingen vinder noget ved og være tro ved egne ord, tanker og værdier. Kombinationer der tages med ind i 2026, håber du vil gøre det samme, autentiske mennesker går aldrig af mode. Godt nytår.